Fremtidens parkering skal defineres af ny parkeringspolitik

Aarhus er en kampzone, når det gælder parkering. I den forbindelse har et rødt flertal bestående af S, SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet vedtaget en ny parkeringspolitik, hvis formål er at sænke fred over krigszonen. Visionen er blandt andet at sikre mere parkering i byens parkeringshuse, fremfor parkering på gaden.

Foto: Andreas Silas Hansen

Af Mathilde Marie Lange

De mange parkeringshuse i Aarhus skal fyldes op og bilerne skal i højere grad væk fra gaderne. Det er en del af den nye parkeringspolitik som et rødt flertal har stemt for i Aarhus Byråd. Det vil ifølge en rapport om parkeringspolitikken bidrage ”til et overordnet mål om liveability”. Aarhus skal nemlig til at være en grønnere by.

 

”Hvis parkeringshuse står tomme, så er det ret skørt at folk parkerer på gaderne, hvor vi kunne have grønne områder. For det vi i virkeligheden har brug for i Aarhus er grønne områder, hvor der er frisk luft og børn kan lege”, siger Keld Hvalsø (EL), der er formand for Teknisk Udvalg og som sidder i Aarhus byråd.

 

Disse områder skal skabes ved, at man på længere sigt at får bilerne flyttet fra gaden til de store parkeringshuse. Planen er ifølge en rapport om parkeringspolitikken fra Aarhus Kommune at konvertere arealer, der i dag anvendes til bilparkering til andre formål. Dette skal i fremtiden blive til flere grønne strøg, bedre cykelparkering og klimatilpasning.

 

Pris på parkering

For en beboer i Aarhus, koster det lige nu 265 kr. om året at parkere. I fremtiden skal det dog ifølge flere af de røde politikere være en pris, der skal sættes op.

 

”Det bør i virkeligheden være dyrere at parkere, hvor der er boliger. Så bliver folk tvunget til at bruge de andre parkeringspladser, parkeringshuse og større parkeringsanlæg”, siger Keld Hvalsø (EL).

 

Man har af samme grund valgt at gøre de mange parkeringshuse billigere, netop for at gøre det mere attraktivt at benytte parkeringshusene. Lige nu findes der 17 parkeringshuse i Aarhus, men det er langt fra alle der dagligt bliver fyldt op. I stedet oplever man at mange pendlerne tager pladser på gaderne som ellers burde være forbeholdt beboerne.

 

Flere tiltag skal understøtte grøn plan

”Når vi ser at folk hellere vil parkere på de arealer, som vi synes skal være forbeholdt beboerne i nærområdet, så tror vi da også prisen er helt afgørende og derfor har vi investeret lidt i at gøre parkeringshusene billigere” siger Ango Winther (S), der sidder som næstformand i Teknisk Udvalg.

 

Tidsbegrænsning på parkering, er også en af de mange ting man har arbejdet med.

 

”Der er tiltag, hvor vi er gået ind og har lagt tidsbegrænsning på alle andre end dem, der har beboerparkeringslicens. Det er for at sikre, at dem der har licensen kan holde ubegrænset, mens de andre kun kan holde i kort tid” siger Ango Winther (S).

 

Det vil ifølge ham også skabe mere incitament for pendlere og gæster i byen at benytte sig af de større parkeringsanlæg.

 

Datakort

Mænd bliver i højere grad end kvinder akut indlagt for psykiske lidelser

Det er over dobbelt så mange mænd end kvinder i alderen 50-69 år, der i 2017 blev akut indlagt på grund af en psykisk lidelse. Tallet har været stigende siden 2006, og ikke på et tidspunkt har kvinderne overgået mændene. Problemet kan skyldes, at mænd generelt ikke får talt ud om deres problemer, men holder dem inde i sig selv.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Af Mathilde Marie Lange

De er midaldrende mænd. De er akut indlagt for en psykisk lidelse, og så har de højst sandsynligt også svært ved at tale om deres følelser. Sidste år blev 4351 mænd i aldersgruppen 50-69 år akut indlagt for psykiske lidelser, mens det samme kun gjorde sig gældende for 1884 kvinder.

 

Det er langt fra et enkeltstående tilfælde og statistikker vidner om, at det efterhånden er en generel tendens. Peter Hamborg Faarbæk, der er bestyrelsesmedlem i Selskab for Mænds Sundhed har et bud på, hvorfor man ser denne tendens.

”Mænd er generelt dårligere til det sociale, end kvinder er. De får ikke skabt de her sociale relationer i samme grad som kvinderne. Og i forhold til den mentale sundhed betyder det rigtig meget ”, siger han.

 

De sociale relationer giver nemlig gode forudsætninger for at kommunikere og udtrykke, hvordan man har det, og når disse relationer ikke er veletablerede kan det skabe problemer.

 

Ifølge en undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed har mænd sværere ved at gå til lægen med depressioner end kvinder, og bliver derfor ikke behandlet. På den måde forhøjes risikoen for at udvikle en psykisk lidelse, der kan føre til indlæggelse.

 

Den antagelse bakker Næstformand for Selskab for Mænds Sundhed, Regitze Siggaard op om.

”Mænd venter meget længe med at gøre noget ved den situation de er i, og det vil sige, at når de endelig tager initiativ til, at der skal ske noget bliver det for sent”, siger hun.

 

Skylden skal findes i machokulturen

Dette problem forklarer hun ved det som hun kalder en machokultur.

 

”Kulturen og hele den måde at være mand på har været præget af at manden har været den, der skulle være forsørger og kæmpe til, at man ikke kan længere. Der har længe været en form for machokultur i stedet for at mærke efter. Der går virkelig langt før man handler og mærker, hvordan man egentlig har det”, siger hun.

 

Statistik: antallet af akutte indlæggelser for mænd og kvinder fra 2006 til 2017.

Hvis denne statistik ikke skal stige, er man nødt til at få gang i nogle løsningsprocesser både på det mentale plan og på arbejdspladserne.

 

”Det bedste man kan gøre er at have et netværk af mennesker, der bekymrer sig for en og som man kan snakke med. Desuden har man brug for træning ude på arbejdspladserne i, hvordan man kan håndtere de her problemer” siger Regitze Siggaard.

Helhedsplan om Himmelbjerget møder fortsat kritik

Himmelbjergets helhedsplan møder stadig kritik fra både borgere og politikere. Flere borgere mener, at helhedsplanen prioriterer turisterne fremfor naturen.

 

 Af Mathilde Marie Lange 

Siden Skanderborg Kommune i 2016 nedsatte et udvalg til at udvikle en helhedsplan for Himmelbjerget, er kritikken kun steget. Planen som skulle tiltrække flere turister til Himmelbjerget og gøre bjerget mere ”selfie-værdigt” har fået massiv kritik fra flere borgere. Særligt én protestgruppe kaldet Folkets Bjerg har været meget aktiv både på Facebook og i medierne med manden Anders Hougaard i spidsen. Anders Hougaard er absolut ikke tilfreds med helhedsplanen og mener, at planen vil ødelægge bjerget.

 

”Projektet er simpelthen ude af proportioner” siger han og fortsætter ”Man vil lave meget massive byggerier henover det, der er hovedattraktionen og det er simpelthen skimmende for bjerget”.

 

 En turistfælde
Kritikken baserer sig blandt andet på, at man ifølge Anders Hougaard ofrer kulturarven for turismen.

 

”Min anke er, at man sælger ud af den kulturelle arv for at tiltrække turisme. Jeg anfægter ikke idéen i at trække flere turister, men i mine øjne vil man ødelægge bjerget for at tiltrække turister” siger han.

Ifølge anden viceborgmester i Skanderborg Kommune, Martin Frausig Poulsen (DF), kan hensynet til Himmelbjergets natur og hensynet til turismen godt gå hånd i hånd.

 

”Jeg synes ikke, at de to ting udelukker hinanden. Naturen er jo ikke noget, hvis man ikke får lov at bruge den”, siger han.

 

Men selvom det var et samlet byråd, der stod bag beslutningen om at lave helhedsplanen, kan Martin Frausig Poulsen (DF) alligevel godt se, hvorfor enkelte dele af planen møder kritik.

 

”På bjergets side har man lavet noget, der minder om et halvt nedsænket akvarium. Jeg tænker da ikke, at nogen mennesker har fantasi til at ofre så skønt et sted for at gå ned i sådan noget, hvor man bliver lukket inde. Så noget af det, synes jeg virker dybt åndssvagt”, siger han.

Vores venskaber bygger på gensidig fascination

Når vi møder et nyt menneske kan vi opleve at blive særligt tiltrukket af dem på et venskabeligt plan. Dette kan defineres som et ”venne-crush”, og kan være betydeligt i dannelsen af nye venskaber.

Af Mathilde Marie Lange

Han var ret cool. Hans tøjstil var fed, og han var åben og imødekommende. Da Karla Eikard møder Kresten gennem sit job som Facer, oplevede hun, hvordan det var at møde et andet menneske, som hun havde lyst til at bygge en dybere relation med.

”Jeg var nærmest helt obsessed med ham i starten. Det er det der ”crush”, altså nærmest en forelskelse. Det var ikke fordi der var en seksuel tiltrækning eller en kæresteagtig forelskelse. Det var mere sådan en, ”Ej, hvor vil jeg vildt gerne kende dig”, fortæller Karla Eikard.

For Karla var det i høj grad også de store lighedspunkter, der gjorde, at hun havde lyst til at blive venner med Kresten.

”Vi hørte det samme gode musik, syntes vi jo selv. Han havde mange af de samme værdier som jeg” fortæller hun. ”Det betyder noget for venskabet, at vi deler de samme interesser, for så er det som om, at vi forstår hinanden bedre,” siger hun.

Fællestræk har betydning

Nemlig en af de ting vi som mennesker oplever, når vi møder et nyt menneske, er at lede efter fællestræk eller lighedstegn i den anden person.

Psykolog og ekstern lektor ved Aarhus Universitet, Asger Neumann mener, at fællestræk er en betydelig årsag til at vi vælger de venner vi vælger. Ifølge ham bunder dannelse af venskaber i to altoverskyggende årsager.

Den ene er den historiske, hvor det enkelte menneske har haft en relation til en anden fra barnsben eller gennem familien. Disse relationer tænker man ikke nærmere over, fordi de altid har eksisteret. Den anden årsag skal findes i menneskets behov for at danne fællesskaber med ligesindede, og det er også disse venskaber som starter lidt senere i livet.

”Tiltrækning og fascination kan have mange forskellige farver. Den kan være erotisk og seksuel, men den kan også være intellektuel eller interessebåret. Så det at, der er noget at snakke om gør at den anden bliver tiltrækkende,” fortsætter Asger Neumann.

”Man oplever at møde nogen man synes man svinger med. Man har nogle fælles interesser med dem. Her oplever man en fornemmelse af, at man kan have et godt fællesskab,” forsætter han.

Karla Eikard har oplevet “venne-crushes” flere gange i livet.

Udseende spiller også en rolle

Asger Neumann mener, at disse fællestræk både kan være findes på den personlige plan, men også mere overfladisk, nemlig den udseendemæssige. Når vi møder et nyt menneske kigger vi på, hvordan de går klædt og hvad det repræsenterer i forhold til, hvad vi selv vil signalere.

”Udseende i forbindelse med påklædning og frisure signalerer tilhørsforhold til bestemte subkulturer. Man oplever at nogen ser interessante ud, og man har lyst til at gå hen og starte en kontakt. Andres udseende kan på den måde invitere til en kontakt og blive en forudsætning for venskaber,” fortæller Asger Neumann.

Desuden tror, han at vi netop finder disse fællestræk i hinanden for at skabe en tryghedsfornemmelse.

”Jeg tror, at det giver tryghed. Den forventning man har, når man møder en person, man tror man passer godt med, og der opstår en kontakt, giver en positiv oplevelse”.

Kræver også arbejde

Trods fascinationen kan et venskaber ikke udelukkende på fælles værdier. Det kræver også arbejde og en personlig kemi. Selvom fællestrækkene skaber således en god forudsætning, er man også nødt til at udforske venskabet mere og give sig selv hen.

Karla Eikard husker, hvordan hun kom skævt ind på sin ven Kresten, men stadig forsøgte at opbygge en relation. Netop fordi de begge selv opsøgte det.

”Første gang vi mødte hinanden misforstod vi hinanden. Jeg syntes han havde noget rigtig flot hår, og det fortalte jeg ham. Jeg kom bare til at lyde ironisk. Men selvom vi kom lidt skævt ind på hinanden blev jeg bare ved med at opsøge ham, og han opsøgte mig” fortæller Karla Eikard.

”Hvis jeg ikke havde oplevet det her ”venne-crush”, og havde været så vildt fascineret af ham, var jeg ikke blevet ved,” siger hun.

Asger Neumann mener også, at disse fællestræk ikke er nok til at kunne danne et venskab. Man kan ofte møde nogen som man tror man har noget tilfælles med, men så finder ud af, at det ikke bliver til noget alligevel. Han understreger derfor at fællestræk ikke er nok, men at de stadig ofte er en rigtig god start.

”Når man snakker om kemi, så er det netop det med, at der er en oplevelse af, at man har en stærk kontakt. Det behøver ikke nødvendigvis at være ordrigt. Man oplever, at man gør ting på samme måde og at man derfor har ting tilfælles. Og det er jo ikke det, der i sig selv skaber venskaber, men det skaber nogle gode forudsætninger for at kunne udvikle nogle venskaber.

Blive en del af hinandens liv

For Karla Eikard er det også vigtigt, at man udvikler sig med hinanden. Når en relation opbygges, er det vigtigt at man bliver en del af hinandens udviklingsprocesser.

”Da jeg startede på arbejdet, hvilede jeg ikke ligeså meget i mig selv som jeg gør nu. Men den proces har Kresten været en del af”, siger hun. ”Et godt venskab for mig er et venskab, der udvikler sig. En af de først faktorer jeg tænker på, er at man udvikler sig med hinanden”.

Når der således er lagt grundlag for en relation gennem en gensidig fascination, og venskabet skal udvikle sig, er det derfor også vigtigt at bruge tid på venskabet. Man er nødt til at skabe oplevelser sammen for at danne en dybere relation. Her er det vigtigt at man har en fælles historie.

”Det er vigtigt, at man er vidne til hinandens liv. Man har nogle oplevelser man deler. Det kan være, at man har haft de første kærester eller de første drukture sammen. Disse ting er med til at skabe en fælles oplevelse, som kan være med til at skabe et venskabsbånd”, fortæller Asger Neumann.

På den måde oplevede Karla Eikard også, hvordan en negativ oplevelse, styrkede deres venskab.

”En af de første gange jeg kunne mærke, at det her venskab kunne holde, var da jeg havde en rigtig dårlig oplevelse. Der var en mand som overfusede mig på gaden. Jeg blev virkelig rystet af det, og gik samtidig igennem et break-up. Der brød jeg bare sammen på åben gade, hvilket er virkelig sårbart. Der var jeg ude med Kresten og åbnede mig virkelig op overfor ham. Han var rigtig god til at lytte, spørge ind og være sindssygt støttende. Han fik mig virkelig ovenpå igen. Det er også det som er virkelig fedt med en god ven, at man løfter hinanden op. Det er noget, jeg synes er virkelig vigtigt i et venskab”, fortæller Karla Eikard.

Grundlaget for vores venskaber

Det såkaldte ”venne-crush”, bygger således på en gensidig fascination, der giver lyst til at danne en relation. Det er derfor en vigtig grundsten i starten på venskaber som kan holde mange år, og give mere livsglæde.

”Der er mange undersøgelser, der peger i retning af at venskaber virkelig er en af de ting som giver livsværdi. Det vi får ud af venskaber er omsorg, loyalitet og det at nogen er vidne til vores liv. Det er det, at der er nogen at dele glæder og sorger med. Det modvirker ensomhed og giver følelsen af at være en del af et fællesskab”.

Når Karla Eikard møder en ny person, er det også udsigten til et langvarigt venskab, der tilfører lysten til gå videre med relationen.

 

”Det med venner – jeg har måske en romantisk forestilling om livet, men når jeg møder en person som jeg crusher på, forestiller jeg altid vores fremtid sammen. Så ser jeg, at vi bliver gamle sammen eller jeg ser, at de kommer med til min baby-shower, bryllup eller andre store events i livet. Det er sådan nogle åndssvage ting, men der forestiller jeg mig, om de passer ind. Og hvis de gør det, så tror jeg, at der er et grundlag for at jeg går videre i det. Det tror jeg også er en del, der ligger til grund for et godt venskab”, fortæller hun.

 

 

mig hej

 

Jeg hedder Mathilde Marie Lange og er 23 år. Jeg kommer fra København. Jeg kan godt lide at læse og se forskellige ting på tv (tit ting om dyr), når jeg skal slappe af. Men kan allerbedst lide at være sammen med venner, hygge og drikke vin eller øl. Udover det laver jeg alle mulige andre forskellige ting, jeg ikke kan komme i tanke om nu.

 

Jeg forventer at lære en masse nye ting. Jeg glæder mig til at lære mere om kritisk interview og blive bedre til at interviewe professionelle kilder. Ellers glæder jeg mig bare til at se, hvilke forskellige ting, vi kommer til at lære.

 

Jeg har bestilt bøgerne og læst de forskellige ting vi skulle. Jeg lavede en læseplan og forsøgte at holde mig til den.

 

Jeg kan bidrage med godt humør og komme med idéer. Men jeg kan også bidrage til at få et gruppemiljø, hvor alle bliver hørt.

 

Jeg har ambitioner om at lære en masse nye ting. Jeg tænker en 7’er på skalaen.

 

Var ret dårlig til at lave film sidste semester og så er mine kommaer rådne. Men er god til at arbejde under pres.

 

Jeg vil gerne være bedre til at læse lektier og skabe mere struktur for mig selv.

 

Jeg må nok lave en læseplan fra uge til uge, som jeg skal huske at passe!

 

Stjålet minkskind for 471.000kr

Fire mænd fra Litauen blev i onsdags idømt hver 1 års fængsel og udvisning fra Danmark i 6 år. De havde i nattens mulm og mørke brudt ind på en minkfarm i Nordjylland, og forsøgt at stjæle minkskind for næsten en halv million kroner.

 

Af Mathilde Marie Lange

Solen står højt ude foran retsbygningen i Århus. Vinduerne skaber en underlig kontrast. På den ene side friheden, på den anden side de fire tiltalte, der venter på at få deres dom læst op. Stemningen er trykket, mens dommeren voterer. De fire mænd fra Litauen sidder sammen og hvisker, men tysser, da dommeren træder ind. Alle rejser sig op. Dommen: 1 års fængsel og 6 års udvisning af Danmark.

 

De fire mænd jubler. Anklageren havde ellers forsøgt at få dommen op til 2 år.

 

Minktyveriet

Vi er i slutningen af november. Mere præcist d. 27 november 2017. Få dage forinden, var to mænd fra Litauen ankommet med et fly for at møde deres venner, og begå den forbrydelse der et halvt år senere skulle give dem en fængselsdom og en udvisning af Danmark.

 

De fire mænd ankom til minkfarmen i Nordjylland om natten. De kørte sammen derop i en Audi med en lejet køletrailer bagpå. 3 kilometer væk lod de den store lastbil stå, som den ene af mændene havde kørt fra Litauen til Danmark få dage forinden. De iførte sig de pandelamper de havde medbragt fra et marked i Litauen, og tog walkie-talkies og telefoner med. Nu var det nu.

 

På en ubeboet nabogrund stjal de en stige og to sengebunde, og kravlede derefter op på taget af minkfarmen. Mændene brækkede taget op, og hejste minkskindene ned ad sengebundene og videre ned i køletraileren. Der var for 471.000 kroner mink, da de kørte mod den parkerede lastbil 3 kilometer væk.

 

Det var dog ikke nok for de fire mænd, og de kørte tilbage til minkfarmen, for at få de sidste skind med. På turen tilbage blev mændene stoppet af politiet. De fire mænd tilstod med det samme.

 

Synes du, at det er sjovt?

Tilbage i retssalen. Over døren tikker uret. Viserne bevæger sig frem i takt med, at hver tiltalte bliver afhørt. En ad gangen. Mændene sidder til venstre i retssalen med brede smil på læberne. De hvisker sammen, og anklageren må bede dem stoppe.

 

Nu er det den tredje mands tur til at blive afhørt. Anklageren spørger ham, om han havde en aftale med nogen, om at køre lastbilen tilbage til Litauen, og i så fald med hvem. Manden griner. Det gør de tre andre også. ”Synes du, at det er sjovt?”, spørger anklageren. Manden svarer nej, og nægter at besvare spørgsmålet om lastbilen.

 

Ved bordene, hvor de tiltalte og deres advokater sidder, er der placeret små tv-skærme. Anklageren beder om tilladelse til at vise billeder fra gerningsstedet. Tv-skærmene lyser op med billeder af minkfarmen, og lokationer med røde cirkler der indtegner gerningsstedet. De fire mænd kigger grundigt med på skærmene, og deres grin bliver med ét dækket af pludselige, alvorlige miner. Anklageren fortæller, hvad billederne viser. Tolken oversætter, og den ene af mændene sukker dybt.

 

 

Fortrydelse er den hårdeste straf

Mændene fortæller, at de stjal mink fordi de vidste, at de var mange penge værd. Anklageren forsøgte at få dommen sat til 2 år pr. mand med den begrundelse, at tyveriet var organiseret og professionelt.

 

Forsvarene argumenterede for, at tyveriet var uorganiseret og uprofessionelt. De forsøgte at få dommene ned på 9-10 måneder pr. mand.

 

Inden dommen blev afsagt, tog tre af de fire tiltalte ordet. ”Vi er ikke stolte af det vi har gjort” sagde de to første. Den tredje rejse sig derefter op med ordene, ”Jeg fortryder det, og beder om rettens mildeste dom”.

“De skal ikke vide, at det gør ondt på mig”

Det skete pludseligt i 3. klasse. En ny dreng startede i klassen, og begyndte ud af det blå at kalde Charlotte Panvig grimme ting. Drengene fra klassen hoppede med på det, og sådan begyndte en systematisk mobning af Charlotte hele vejen gennem folkeskolen.

Af Mathilde Marie Lange

Mobningen stod på i en lang periode

 

”Det startede, da der kom en ny elev til skolen, der kom fra nabobyen, som startede en helt masse mærkelige ting”, fortæller Charlotte, ”Så tænkte jeg ”så flytter jeg skole”. Charlotte Panvig er 24 år. Hendes brune hår bølger ned til skuldrene og er fastspændt med to spænder. Hendes smil er imødekommende og venligt, og hun sidder i en rød nederdel og på fødderne har hun lyserøde sneakers. Charlotte kommer fra en lille by i Nordjylland med navnet Langholt. ”Et lille lokalsamfund”, som hun selv beskriver det.

Mobningen startede allerede i 3. klasse, og fortsatte i en periode på 5-6 år. Da Charlotte skiftede skole i 5. klasse, fortsatte mobningen.

”Mobningen fulgte med mig, fordi drengen kom derfra, hvor jeg flyttede hen og kendte alle folk, så der stod det på fra 5. til 9. klasse”.

 

Grimme ord og ar på selvtilliden

Mobningen var både verbal og fysisk, og Charlotte oplevede i denne periode, hvordan mobning kunne skabe en frygt for at gå i skole.

 

”Jeg kunne aldrig være i fred. Ligeså snart jeg gik ud af klasselokalet, så stod der folk klar til at sige alt muligt lort til mig”, fortæller hun. ”Jeg har både fået kastet mad på mig, og er blevet kaldt alle mulige ting. Når jeg stod og ventede på bussen, kunne de finde på at kaste mælk på mig”.

 

Det var mest en bestemt drengegruppe på 10-15 drenge, der specifikt gik efter Charlotte på skolen. ”Det var bare virkelig meget psykisk terror”, fortæller hun. ”De syntes det var mega sjovt at kalde mig ”osten”. Jeg ved ikke hvorfor”, siger hun, ”Jeg har skulle høre på alt muligt; ”Fuck det er osten!” og ”Aad, her stinker af lort”. Sådan nogle ting råbte og skreg de hele tiden, jeg fatter det ikke”.

 

Drengegruppen råbte af hende, hver gang de så Charlotte, og hun kunne ikke være i fred nogle steder. ”De låste mig også engang inde på et toilet til en fest, det var virkelig nogle åndsvage ting”.

 

Når hver dag er en kamp

Charlotte stoppede med at tage skolebussen, fordi mobningen også foregik på vej til skole. I stedet tog hun den almindelige bus.

”Jamen, jeg var så ked af det. Det var rigtig svært for mig at være i skole, og tit pjækkede jeg også”.

 

Der var ikke meget at gøre. Selvom Charlotte forsøgte at sige fra, fortsatte mobningen. ”Jeg har nogle gange sagt at de skulle til at lukke røven, altså det har jeg. Og ellers ignorerede jeg det bare og gik forbi dem, men ja.. Det er fandme bare svært”, fortæller hun, ”Jeg var heller ikke til idræt i 3 år. Jeg var røvligeglad om lærerne blev sure. Der var nogle gange, hvor de andre skulle til idræt og så gik jeg forbi dem med min rygsæk. Så kom lærerne, og spurgte ”hvad skal du?”, ”Jamen jeg skal hjem.”. Jeg gad bare ikke stå der og blive til grin”.

 

På trods af risikoen for at blive endnu mere mobbet selv, hjalp hun de andre i klassen, når de blev drillet.

”Jeg viste jo, hvor ubehageligt det var”, fortæller Charlotte, ”Jeg klarede det fandme også godt, dengang jeg blev mobbet. Hvis de drillede en anden person, så stod jeg op for den person selvom jeg vidste det ville gå ud over mig selv. Jeg prøvede rigtig meget at tage det large, og jeg synes heller ikke rigtig, at jeg sad derhjemme og græd. Men jeg havde en frygt og blev varm inde i kroppen, når jeg skulle i skole, for jeg hadede det. Det var så ubehageligt at skulle derhen”.

 

Den systematiske mobning, gjorde at Charlotte oprettede en facade. Det var en facade hun satte op for ikke at vise, hvor ondt det gjorde, og hun ville ikke snakke om de problemer hun havde. Det var vigtigt for Charlotte at holde de svære ting inde i sig selv.

 

”Jeg har altid været vant til at man skulle gerne have en facade oppe, der bare kunne klare alting. Det er svært at gå gennem livet med en facade, når man oplever nogle meget svære ting. Men jeg tror helt sikkert, at det hjalp mig dengang, og jeg tror altid jeg har tænkt, at jeg er sgu bedre end dem. De skal ikke vide, at det gør ondt på mig, men hvis folk siger noget nok gange, så tror man jo også selv på at man ikke er noget værd”.

 

Ingen hjælp at hente

Charlotte fortalte dog om mobingen til sine forældre, der forsøgte at ringe til de andre elevers forældre.

 

”Min far prøvede flere gange at kontakte de her forældre, hvor min far blev grint af i røret, og røret blev lagt på”.

 

Der var heller ikke hjælp at hende hos hverken lærere eller skoleledere, som ikke tog mobningen seriøst.

 

”Jeg forsøgte at gå til lærere og skoleledere med det, hvor at jeg lidt indirekte fik at vide, at det nok lidt bare var mig, der var noget galt med, og at jeg bare skulle prøve at ignorere det. Så jeg var meget alene om det”, siger hun, ”altså hele skolen vidste det. Helt seriøst, alle vidste det jo – der var bare aldrig nogen der snakkede om det”.

 

”Jeg følte mig bare meget efterladt, tror jeg. Jeg begyndte jo lidt at føle, at måske var det mig, der var noget galt med”.

 

Charlotte: “Jeg synes det er chokerende, at man opfører sig sådan overfor andre mennesker”

 

I har ødelagt mig på mange punkter

Sommetider ser Charlotte stadig dem der mobbede hende i folkeskolen, når hun for eksempel er i byen.

 

”Jeg har oplevet, hvor jeg har været i byen med nogle veninder, ikke tætte veninder, men hvor vi har mødt nogle af de drenge. Den ene af pigerne, hører jeg så sige ”Vi har osten med”, så jeg kan ikke klare synet af hende nu”.

 

”På en eller anden måde har jeg aldrig haft lyst til at sige et eneste ord til dem der mobbede mig. På den anden side har jeg haft sådan lyst til at sige til dem, ”I har fandme ødelagt mit liv på mange punkter. Og fortælle dem at jeg er blevet pisse usikker, og bange for at folk kritiserer mig”.

 

Det er ikke meningen, at nogen skal mobbes

I dag påvirker mobningen stadig Charlotte på nogle punkter, selvom hun også på mange punkter er kommet videre.

 

”Jeg kan sagtens mærke, at jeg kan klare mere. Og nu arbejder jeg meget med at lære at sige fra, og hvis der er noget der går mig på, skal jeg bare sige nej. Men det er en meget lang proces at komme videre fra sådan noget”.

 

Men hun kan også mærke, at den facade hun havde som mindre, gør at hun stadig har det svært.

 

”Det er svært at gå gennem livet med en facade, når man oplever nogle meget svære ting. Men jeg ved, at jeg er en virkelig stærk person, og jeg kan klare en masse ting. Det har gjort mig meget stærkere, men også svag på et punkt, fordi det er jo ikke meningen at man skal komme dertil, hvor man slet ikke kan klare mere. Det er jo ikke meningen at nogen skal mobbes”.